Mikael Hertig

 

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c) 2015

Jeg hedder Mikael og er vokset op i Odense og Maribo. Efter studentereksamen aftjente jeg værnepligt – det gjorde de fleste mænd dengang. Derefter læste jeg Statskundskab i Århus.
I min uddannelse indbyggede jeg en del “edb”, og jeg har styret efter at komme ind i krydsfeltet mellem ledelse og informationsteknologi.  Det er der nogle, der kalder informationssikkerhed.  For mig at se er informationssikkerhed at tilføre anvendelsen af digitale systemer den grad af hensigtsmæssighed, der flyder af, at styringen af aktiviteterne sker fra kommandobroen og ikke fra maskinrummet.

Politisk set er jeg mildt venstredrejet i en verden, der har drejet til højre på alle de parametre, jeg kender. Jeg vil gerne prøve at fastholde humanismen og dets lighedssyn som mit forankrede ståsted.

Mennesket er et socialt individ, der lever i fællesskaber med andre. Problemet er, at den menneskelige omgang har indbyggede elementer af irritation og udstødelse. Men den rigdom, der skabes, kommer enten fra skaberværket eller fra de menneskelige fællesskaber, der bearbejder naturens ødsle ressourcer.

Jeg er vokset op i et nogenlunde ateistisk orienteret hjem. Ateistisk, fordi min far ikke troede på, at Gud og Jesus som Guds søn fandtes i virkeligheden.  Da jeg var 15 år, skulle jeg konfirmeres. Jeg havde forinden fulgt konfirmationsforberedelsen hos den meget venlige pastor Poul Ahrensbach.  Men som en kopi af min far opfattede jeg på det tidspunkt trosbekendelsen som en bekræftelse på min side på at hele det nye testamentes mytologi skulle have en fysisk sandhedsværdi. Jeg troede ikke på jomfrufødsler, genopstandelse, himmelfart etc. i den fysisk-historiske virkelighed og brød mig ikke om at skulle stille mig op overfor en Gud (som jeg troede jeg ikke troede på)  og lyve for siden at gå hjem og få gaver. Jeg fik nu fest og gaver alligevel, så det gjorde ikke så ondt. Men mine jævnaldrende mobbede mig, fordi jeg ikke ville med. En af mine faddere hed Johan B Hygen. Han var professor i teologi på Universitetet i Oslo og stod for synspunkter om tro og kristendom, der med rette gav ham tilnavnet “Norges Løgstrup”.  Han ville ikke komme til en fest i anledning af, at jeg ikke blev konfirmeret, men skrev mig et brev, hvor han bemærkede: “Hvis du tror, at du i dit liv er færdig med Gud og gudstro, nu hvor du een gang har sagt nej, så vil tiden vise, at du nok kommer til at tro om igen.” Sådan gik det.

Jeg anser tro for en fælles sag og en privat sag. Tro og humanisme rummer nøglen til hinanden på den ideale side for mig. Derfor ser jeg ingen nødvendighed i sekulariseringen af samfundet. Modernismens gennembrud strider ikke mod kristentroen, tværtimod. Derfor er det en stor sorg for mig, at venstrefløjen ikke vil med ind i folkekirken. Socialisme og kristendom passer meget smukt sammen.

Jeg er enkemand, har to voksne børn.  Mere om det en anden gang.

Jeg bor i Nuuk, Grønland. Det vil jeg fortælle meget mere om en anden gang. Siden her handler mest af alt om mit liv med politik, jura og informationsteknologi.

Jeg har fotograferet en del livet igennem og i korte perioder tjent penge på det. At træne øjet og opmærksomheden på, hvad man ser, er en stor gave. Og at kunne gengive lidt af, hvad man ser, er dejligt. Siden her slipper ikke for fotos.