Ugens ord: ‘Flygtningestrøm’

 

Ugens ord: Flygtningestrøm

 

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

I 2015 sagde Angela Merkel, at Tyskland ikke blev ‘oversvømmet’ af en ‘flygtningestrøm’, men at der til hendes land kom ‘individer, der hver især kom hertil med den anstand og værdighed. Gud har givet dem”.

De, der tror, at vi Europa anser “flygtningestrøm” som en ny form for energi, har måske i det lidt længere løb lidt mere ret, end man umiddelbart skulle tro. Den demografiske befolkningssammensætning med det, der ondt nok kaldes “ældrebyrden”, har i årevis været udskreget som “en udfordring”.

Ser man helt bort fra de tilpasningsproblemer, som går under betegnelsen “integration”, så  er det aldersmæssige  tilskud i form af mennesker og børn i den produktive alder en mulighed for redning.

Jeg ynder ikke eufemismer med korte og lange baner eller briller. Men det er ganske klart, at det ikke er ligegyldigt, hvilket tidsperspektiv vi ser dette forløb i. Der er næppe nogen tvivl om, at vores evne til at modtage fremmede kan være begrænset af flere forhold, og at der er en eller anden form for grænse for modtagekapaciteten.

Der har i Danmark været en indædt strid om, hvorvidt  flygttninge og indvandrere skal vokse ind i det danske samfund eller ej.

Jo mere fjendtlig indstillingen er overfor fremmede, des mere mødes man med krav om fuldstændig underkastelse og tilvænning til dansk monokultur.

Set fra Nuuk, hvor jeg bor, er dette nærmest absurd, fordi den grønlandske kultur er fraværende i den danske normale selvforståelse. Lad det ligge.

I det omfang modtagelsen af fremmede forhindres af lange modtageindespærringer og undersøgelser, forhindres også tilpasningen til kulturen, sådan som de selv stiller krav om.

Med andre ord ser det ud for mig, som  den danske modtagepolitik spænder ben for sig selv, fordi man nærer overdrevne forestillinger om modtage- og samarbejdskapacitet i Europa.

Et af de næste ord,  man kunne tage op, er ‘migranter’. I gamle dage hed de ‘bekvemmelighedsflygtninge’. Hvad flygter de mon fra. Sult og nød?

Jeg er sikker på nu at have inviteret til modsigelse: Skal Danmark nu åbne for indvandring, som Tyskland og Sverige gjorde det i 2015?

Nej. Men jeg mener til gengæld, at forholdene i Vestafrika og omkring Afrikas Horn og Sahel indebærer en risiko for folkevandringer mod Europa, fordi forholdende i disse lande er utålelige for befolkningerne.

Sagen er, at folk ikke flygter uden grund. Det gjorde svenskerne ikke i Utvandrarne. Det gjorde de jøder, der flygtede til USA i 1930’erne heller ikke.

Folk er til sinds at blive, hvor de er.

Jeg henviser til den artikel om nysproglig forarmelse, Flemming Christian Nielsen lige har begået i Altinget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *