Zelia

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

 

 

 

 

 

 

 

af Mikael Hertig

 

Zelia Nina Andrup, født Hindenburg

Portræt. Fuld figur, ung dame med hat

Zelia Nina Andrup, født Hindenburg.  22. december 1912

I dag, den 25. oktober 2016 ville min mormor være fyldt 131 år.

Jeg følte, jeg havde hendes næsten uindskrænkede kærlighed hele min opvækst igennem. Ikke sådan at forstå, at hun ikke kunne sige noget til mig. Ikke sådan, at jeg ikke måtte finde mig i, at noget skulle ske på hendes og ikke på nogen som helst anden måde.

Hun døde i 1975, og dengang var jeg 25 år gammel.
Hun blev, allerede i live, min personlige Alfons Åberg, min hemmelige ven, jeg altid kunne kontakte, og som i det mindste altid var i stand til at se og forstå verden, sådan som den så ud fra min side.

Hun var altså født i 1885 som nummer 11-12 stykker af en gevaldig børneflok. Faderen var Højesteretssagfører, og forretning og lejlighed lå i Dronningens Tværgade der, hvor Dronningegården nu ligger. (Nær Kongens Have).

Hun kom til at hedde Zelia med Z, for hendes far mente, at nu kunne det være nok med denne børneflok. Hun skulle være den sidste, og sådan blev det.

Interesserede i Hindenburgs politiske synspunkter kan læse dem i Folketingstidende. Der kan man se, at nogle i 1890’erne stod noget til højre i Højre for Estrup, og at der var jurister, for hvem nutidens skik med parlamentarisme ikke var nogen selvfølge.

Zelia gik ligesom sin nærmeste storesøster Agnete (siden gift Krabbe) på Zahles skole, og minsandten om ikke hun også gik videre som sanguddannet på Musikkonservatoriet.

Men der skete også noget andet. Hun faldt pladask for Otto Andrup, søn af en falleret apoteker fra Randers. Otto Andrup læste sammenlignende litteratur og fik sig efter sin eksamen et job som inspektør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Med dette kæresteri og siden ægteskab opstod der en simpel krig om politik. Ikke alene giftede hun sig under sin stand; men Otto Andrup hørte  til i kredsen omkring modernismens gennembrud, Brandes, Hørup og så videre. Det gav ballade. Otto Andrup var en spasmager, han var sjov. Men han var og blev også den, der fyldte Frederiksborg Slot med møbler og ting fra udland og indland. Under lensafløsningen købte han værdier fra godserne, men som sprogmenneske formåede han også at skaffe Jammersminde til Danmark – Leonora Christines værk fandt et sted i Mellemeuropa. I en menneskealder frem til 1953 var Otto Andrup Frederiksborgmuseets direktør, men også dets skaber. Nu skal han ikke stjæle billedet helt, men hans værker om “Danske Slotte og Herregårde” og “Danske Portrætmalere” står formentlig fortsat i mange hjem. Han var blandt så meget andet også den, der gjorde portrætsamlingen på Frederiksborg til noget særligt.

Kort sagt: Zelia var mand for sin hat.

Hun fik fire børn:  Merete Andrup, gift Blomberg, Georg Andrup, vanddirektør i Odense, Marie Elisabeth Hertig, f. Andrup (min mor) og Henrik (Mads) Andrup, jurist med basis i Ribe og Esbjerg.

Men Zelia var min mormor, og da jeg blev født, var hun 65 år.  Hun så mig som et menneske ved siden af min storebror Joakim. Det hun gav mig var simpelthen opmærksomhed.

Hun rejste dels rundt til sine børn, hvor de nu boede, dels havde hun “Magisterens Hus” i Vibo Plantage ved Nyrup Bugt, mellem Nykøbing Sjælland og Rørvig. Der besøgte jeg hende om sommeren; til at starte med kom familien Hertig hvert år til Nordstrand (stedet). Andrup købte i sin tid en kæmpe grund der. Det første hus, Nordhuset, ligger ude ved klitten. Så kommer der et stykke med strandeng, og så begynder husene i Plantagen. Efter 2. verdenskrig fik Otto forærende “Magisterens Hus”, et træhus inde i skoven. Omtrent samtidig eller før må Sydhuset være blevet bygget.  En del af grundene i det nuværende Vibo Plantage må være solgt fra, for nu er der selvfølgelig sommerhuse over det hele.

At se Zelia i øjnene var altid genforening; og så havde hun gerne slik med: Lakridsstrømpebånd og/eller chokoladefrøer. Når jeg boede hos hende i “Magisterens Hus” om sommeren, var der een ting, der kommer frem. Det var opmærksomheden. På sin vis var hun en skrap dame med stoltheden og selvrespekten på plads. Men overfor mig var hun i hovedsagen mild. Hun var også sjov.

Hun blev enke i 1953, og det almindelige adelssnobberi i min familie medførte, at når hun kom til Maribo, så inviterede vi gerne den elskelige Frederik Reventlow til middag. Når han kom, blev det først rigtig sjov. De to talte naturligvis om alt muligt. På et tidspunkt kom talen på Laksegade. Nogle indvendte overfor Zelia: “Hvad gjorde du der? Det var jo der, luderne holdt til?”.  Hendes øjne tindrede, da hun svarede: “Mig?  – Jeg sad der.”

Ved Zelias begravelse kom mange af den generation, der havde med slægten Hindenburg at gøre. Trolle, Krabbe, Blomberg, Andrup og så videre.  Det mest betagende var nu provsten. Sagen er, at Zelia ikke på noget tidspunkt har været særligt kirkeligt orienteret. Men da hun på plejehjemmet (som hun bestemt ikke brød som om at være på) fik besøg af en provst emeritus, fik han hende til at love, at han måtte stå for bisættelsen.

Det blev en bisættelse, jeg husker. Salmerne var alle hentet fra hendes hverdag, fordi hun livet igennem havde hørt klokkespillet på Frederiksborg Slotskirke. En af salmerne: “Nu hviler mark og enge” er siden gået ind i min private sangskat. Men hans prædiken handlede om, hvordan hans overtalelsesforsøg på at få hende til at tro på livet efter døden altid endte ens.

” Hun havde ikke så mange kræfter. Jeg kom jo for at fortælle hende om paradis og livet efter døden. Når vi kom til det punkt sendte hun mig et overbærende, velsignende smil, før hun døsede hen igen. Det skete sådan omtrent hver gang, jeg besøgte hende. Jeg opgav ikke helt min idé om at ville omvende hende til at tro på den måde, jeg troede var rigtig. Men tilsidst forstod jeg, at jeg kom for at mærke dette velsignende smil, hun sendte mig.”  Sådan omtrent forstod jeg ham.

Mindet om det smil kender jeg. Og derfor er det værd for mig at fejre hendes fødselsdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *