Essay omkring et jævndøgn

portrætfoto af Mikael Hertig

Mikael Hertig
copyright Mikael Hertig

 

af Mikael Hertig

 

 

 

 

 

Mælkebøtte op ad grå betonmur. Skygge på mur

Mælkebøtte fra stoppestedet ved Hotel Grønland
(c) MH 2016

Mennesket er skrøbeligt, og derfor er der grænser for, hvor meget ansvar vi kan bære. Vi har ikke valgt så meget. Og selv indenfor det, der burde kunne have været vores personlige kontrolfelt, er det svært at bære skylden. Tilgivelsen og bønnen om den er et fælles menneskeligt grundvilkår, og i den sekulariserede tid, vi lever i, er hybris og den individualiserede selvglædes tro på magtfuldkommenhed en oplagt større risiko end pladsen til skrøbeligheden, kontroltabet og ufuldkommenheden i enhver.

Det vidste Ole Wivel. Hans omdømme var på lånt tid, for før eller siden ville hans hemmeligholdte fortid som nazist komme for en dag.

Jævndøgn er stormenes tid. Uvejrets. Wivel opfattede sig som kristen, men forlod folkekirken. Hans salme her, der ikke bør udsættes for Kim Larsens vrængende stemmee, kan læses her. Den er skrevet til indvielsen af en højskole og inviterer os til håbet om måske med resten af det mod, der er tilbage i os, at  prøve at se skæbnen og verden i øjnene.

Den burde være med i salmebogen.

1 Der truer os i tiden en ond,
usynlig magt:
vor egen sikre viden,
som sprængte med foragt
den skænkede natur
og nedskrev Adams billed
til skyggen på en mur.

 

2 Før sang man roligt salmer
i fattet tro på Gud.
Men gammel enfold falmer
som løv og slettes ud
i denne jævndøgnstid,
hvor hjerterne er delte
og med sig selv i strid.

 

3 En frygt på vore øjne
er lagt som ild og is.
Afmægtige og nøgne
vi ser vort livs forlis:
vor jord forladt af sol,
de stærke bjerge smuldret
fra nedbrudt pol til pol.

 

4 Og dog er vi i live,
Forpint samvittighed
vil troligt hos os blive
og nægte os vor fred.
Vort hjerte banker tungt
og søger i sin feber
mod håbets vendepunkt.

 

5 I ordet overvintrer
den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre
den i at fæste rod
selv i en fattig jord,
hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.

 

6 I ordet skabtes verden
som kloderne i lys.
I ordet skal vor færden
fra dag til dag fornys,
så vi alligevel
får ærligt mod til sammen
at vedgå arv og gæld.

 

7 En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt –
­alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *