DF’s overlegne mediestrategi

af  Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c)

foto af Kristian Tørning

Kristian Tørning er DF-folketingskandidat og lektor i Persuasive Design

Det burde ikke slå os med forbavselse. Men juli måned er hvert eneste år en opvisning i, hvordan Dansk Folkeparti helt ekvilibristisk sætter politisk dagsorden. Teknikken er, at der fremsættes så  ekstremistiske politiske synspunkter, at der kommer stensikre modreaktioner fra menneskerettighedslektorer og venstrefløjsrepræsentanter. Sidstnævnte reagerer med forudsigelige skældsord Midterpartier tager afstand.

Det hele ligner et stykke Mester Jakel-teater .

Dermed tænker jeg på, at man opfører det samme stykke adfærd igen og igen. Figurerne er de samme, stykket er det samme. Der er heller ikke nogen fornyelse på den måde. Rollerne er fordelt.  Vagthavende islamofob i DF’s folketingsgruppe fremsætter en ekstrem påstand i form af et eller andet initiativ. Indholdet skal være ekstremt, ellers giver det ingen omtale.

Et godt eksempel er forslaget om, at der nu skal stoppes for al islamisk indvandring.  Søren Espersen er jo ikke så dum, at han regner med, at forslaget står foran sin umiddelbare gennemførelse, når han fremsætter det.

Men han kender reaktionen: Pressen elsker det. Vi ved alle, at journalister er dovne. Kan der komme lidt gang i debatten, er det altid vigtigere end væsentligheden.

Så udtalelserne brager gennem mediemuren i den ellers sommerdøde tid.

Efter den altid sikre reaktionen fra venstrefløjsfolk og humanister (“Nu kan det snart være nok!) kommer anden bølge af heppere ind på banen. Søren Krarup, Asger Aamund, Michael Jalving, Frederik Stjernfeldt, måske Sørine Godtfredsen- alle antiislamister, når det kommer til stykket, bakker op om det tåbelige DF-forslag i den forstand, at de giver det et pænt ord med på vejen. Klar med mikrofoner og lignende står P1 Debat, Deadline.

Når skuespillet er forbi, har DF igen fået fortalt historien om den muslimske trussel og vist sig som det parti, der tager de bekymrede danskere alvorligt og vil beskytte dem mod det fremmanede fjendebillede af enhver muslimsk udseende person i det danske samfund.

Hvad fik venstrefløjen ud af det her? Ingenting.

Hvad fik pressen ud af den stærkt fordrejede dagsorden, DF fik sat?  Den slap for gravejournalistik og folkeoplysning. I al sin pseudoobjektive tilbagelænethed reducerede den sig til at blive en del af DF’s kampagnestab.

En lille episode i slutningen af Juli

På Facebook inviterer folketingskandidat Kristian Tørning, DF ved i en diskussion med  Özlem Cekic at sige, at hun er terroristsympatisør, fordi hun ligesom IS fejrer Eid. Det ligner en tilfældig påstand. Özlem inviterer ham straks på kaffe – det er hendes varemærke, og den imagekommunikation, hun kører på den måde, er ret imponerende. Men det er ret ligegyldigt her. Kristian Tørning rejser politisk kapital, og det er ret ligegyldigt, om han er gået over nogen streg eller ej. Der er næppe nogen. Han kan få en næse, men han har vist, at for ham er der forskel på danskere og muslimer. (Se hans kampagnebillede).  Sagen omtales i MX. og der er god grund til at antage, at den ruller i medierne.

Igen står venstrefløjens partier som dem, der kan holde på sin humanistiske bekymring uden at flytte een eneste tvivler.

 

Kristian Tørning er ikke hvem som helst

Han er lektor i politisk overtalelsesstrategi på Danmarks Journalisthøjskole. Faget hedder også ‘persuasive design‘. De, der tror, disse forløb er tilfældige og uforudsigelige som skæbnen selv, tager fuldstændig fejl. Dansk Folkepartis strateger er kun idioter i ordets klassiske forstand (de sætter egne interesser over fællesskabets). De ved, hvordan forløbet vil blive, og de rejser politisk kapital på det. Hvordan skulle ellers et parti, der målt sine handlinger ingen økonomisk politik har, ingen sikkerhedspolitik har, ingen uddannelsespolitik har, som reelt støtter omfordeling til de rige fra de fattige, ellers kunne blive sådan en vælgermæssig succes?

Med ført hånd

Billede af hånddukke

Mester Jakel Hånddukke
(c) Nicole Gordine

Vi har denne sommer set mindst to eksempler på dette Mester Jakel – hånddukketeater gennemført med usvigelig sikkerhed.

Det er uden den lille træfning med specialisten Kristian Tørning.

Børnene griner, hver gang de ser deres helte og skurke optræde med en planlagt forudsigelighed. Numrene med, at børnene ved, hvad de dumme søde helte på scenen ikke ved, vækker begejstring hver gang.

Skulle man være meget venlig, kunne man skrive om ‘variation over et tema’. Men ligesom med Mester Jakel er det gode spørgsmål, om det ikke bare er det samme stykke, der vises hver gang?

Når Dansk Folkeparti vinder igen og igen på det her, skyldes det, at ingen går dem i bedene.

Jeg tænker somme tider med længsel på dengang, blomsterbørn og besættere satte dagsorden og scorede sympati. Fantasifulde, sjove slogans:”Hjælp politiet – tæsk dig selv”. tunnel under gade, Solvognen.

Mit opbyggelige svar er, at vores dramaturgi kan forbedres. Venligboerne har gjort det godt, JuraRådgivningen med Asrin Mesbah gør det godt.

Özlem Cekic og Lisbeth Zornig brænder også igennem.

Der er nok håb at tage af, bare ikke i de politiske partier. Vi provokerer ikke, vi sætter af og til lidt dagsorden, men ikke ret meget udenfor Christiansborg. Alt går sin vante gang. Men sagen er, at når venstrefløjen nu er nødt til at afskrive Socialdemokratiet som et socialt parti, så skal der ske noget. Kunne vi ikke få lidt gøgl og gademusikanter?

 

 

 

  1 comment for “DF’s overlegne mediestrategi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *