Religionsfrihed i Danmark trues af ateister

Jeg er ateist, men jeg er da fuldkommen ligeglad med hvad folk tror på.
Man skal ikke nødvendigvis respektere folks tro – men deres ret til at tro på hvad de lyster.”
Peter Rønnow-Jessen

af Mikael Hertig

Portræt af Mikael Hertig

Mikael Hertig (c)

Religionsfrihed og tolerance

Citatet ovenfor kunne være skrevet eller sagt af en hvilken som helst anden almindelig dansker, der opfatter sig selv som ateist. Det er fremsat i en FB-diskussion om religionsfrihed. Jeg vil tillade mig at lave en lille smule sproglig dybdeboring. Peter Rønnow-Jessen bruger konjunktionen ‘men’, hvor han kunne have brugt det  mere oplagte ‘og’. Dermed antyder han en modsætning imellem sin egen tro (ateisme) og sit forhold til, hvad andre tror på. Hvad det betyder, som jeg forstår ham, kommer vi til om et lille øjeblik.

At være “fuldkommen ligeglad med, hvad folk tror på” udtrykker ikke nødvendigvis nogen form for tolerance. Man kan måske sige det sådan, at hvor indifferens eller ligegyldighed udtrykker en udtalt mangel på interesse, så kræver tolerance accept af et irritationsmoment, som den tolerante er villig til at leve med, mens den intolerante vil bekæmpe det.
Ateisme – er det en tro?
Det næste element er, at Peter Rønnow-Jessen (PRJ) kommer til at erklære, at ateisme selv er en tro. Det er jeg ret tilbøjelig til at give ham ret i. Første del kan omskrives til: “Jeg er ateisme-troende, og så længe andre holder deres religiøse forestillinger for sig selv, så må de privat mene, som de vil.” Deri ligger ikke, at PRJ ikke kan vise sig at være tolerant, når det kommer til stykket. (læs wikipedia-artiklen, som der via ordet tolerance linkes til ovenfor). Jeg regner i det mindste med, at han er tolerant i den forstand, at han er villig til at diskutere religiøs tolerance og hvor grænsen for hans går. Formentlig er der bred enighed om, at det kan diskuteres, hvor grænsen for religionsudøvelsen går her i landet.

Er tro kun noget, et menneske har i hovedet?
Dette forsøger PRJ at uddybe i sin anden sætning: ” Man skal ikke nødvendigvis respektere folks tro – men deres ret til at tro på, hvad de lyster.”

Der er med sekulariseringen sket et dramatisk skred i den almindelige forståelse af, hvad tro i det hele taget er. PRJ-citatet er udvalgt, fordi det ret godt illustrerer, hvad mange opfatter ‘tro’ som, nemlig først og fremmest nogle forestillinger, enkeltindivider går rundt og har i hovedet, noget nogle ‘mener’.  (Linket til wikipedia.dk støtter langt hen ad vejen den fremstilling.)

Efter min opfattelse må vi til at tage hul på, hvad tro også er.  1: Tro er et socialt fænomen, og 2: Tro er noget, der praktiseres.

Tro som socialt fænomen

Historien igennem har menneskene i fællesskab ladet myter om verdens skabelse, livet og dets mening, kærligheden, livet efter døden, værdien af det sociale fællesskab, individet indgår i, gå i arv. I Danmark vidner over 1.000 middelalderkirker om det fælles liv i landsby og sogn og kirken som det sted, hvor de skælmske blikke kastedes, børn blev døbt, gamle begravet, ægteskaber indgået. Livet og forståelsen af det med det med den viden og den mytologi, der udfoldede sig i fællesskabet, udfoldede sig også i en form for kristent fællesskab, og hvad folk havde af egne forestillinger om tro og kristendom har næppe stået særlig centralt i ret manges bevidsthed. Kirken og staten indgik en uhellig alliance for at holde promiskuiteten nede, uanset om det i vore dages lys ville være kristent eller ej.  Præst og degn kunne læse og havde dermed forbindelsen om ikke til himlen, så til kongen, biskoppen og adelen.
I min forestillingsverden var søndagens kirkegang almindelig – alle mand (eller næsten) af hus. Her kunne der sladres og snakkes, udveksles nyheder, og man kunne mødes med sine sogneboere udenfor arbejdsfællesskabets slid.

Folk indgik med andre ord i et fællesskab, der også indebar en mere eller mindre direkte opbakning til mytologien: Syndefaldet, jomfrufødslen, Jesus som Guds søn Kristus, bjergprædikenen og lignelserne, korsfæstelsen og opstandelsen, himmelfarten og pinsen. Hele den akademiske øvelse om, hvorvidt nogle af de nævnte begivenheder var foregået “i virkeligheden” eller i givet fald hvilken virkelighed, var formentlig i almindelighed helt ude af sind.   Kirken og sognemenigheden var en del af den ramme, livet udfoldede sig indenfor – et fællesskab.

Tro som noget, man gør

Kirkegængere (som jeg) ved det. Tro er mere end noget, et menneske for sig har i hovedet, det er noget, der opleves og udøves. Ritualerne og remserne kan synes ret ligegyldige. Det er de bare ikke, hverken individuelt eller fælles. Uanset om man læser Frants Bengtssons beskrivelser fra Røde Orm af frugtbarhedsritualer, eller om man har fat i den velsignelse, der nærmest enslydende gives i synagoger, moskéer eller kirker, bevæger den hver enkelt både for sig og det fællesskab, den øses ud over.

Ritualernes betydning kender vi i den kristne kirke ved dåb, bryllup og begravelse. Hvis der sker noget vigtigt i vore liv, kommer kirken for mange tilbage til den enkelte som stedet. Eller synagogen eller moskéen.*

Intellektualistisk fejltagelse

Tilbøjeligheden til at reducere tro til en klasse af “overnaturlige forestillinger” er en intellektualistisk fejltagelse, der desværre er blevet udbredt med afskaffelsen af filosofikum og reduktionen af idéhistorie i gymnasiet.  Navnlig ser det ud for mig, som om mange må have sprunget Kant (Kritik af den rene fornuft, aprioriske begreber og transcendens) og David Hume over.

For Kant er matematik, logik, tid og rum ikke viden, men kategorier, vi tænker i for at begribe verden. Den mytologiske verden adskiller sig naturligvis ved at høre til i begrebsverdenen, ikke i den af moderniteten reducerede “virkelighed” alene. Derfor er sondringen mellem tro og overtro som et spørgsmål om bevisligheder latterlig, fordi kun få troende kristne anser troens myter som udsagn gældende  den fysiske verden, vi lige for tiden befinder os i.  Mens ingen spørger, om man tror på, at talrækken eksisterer i virkeligheden, eller om den bare er noget, nogle arabere i sin tid fandt på, så spørger mange, om man tror, Gud findes “i virkeligheden”. Man når knap at svare, før fordømmelsen kommer: “Tror du så også på spaghettimonstre eller havenisser?” Modspørgsmålet kunne være: “Findes kærlighed i virkeligheden eller er det bare noget, mennesker selv har fundet på?” Spørgsmål og svar evaporerer naturligvis op i ligegyldighedens himmel.

De aprioriske begreber er gode at have i praksis, og uden dem ville hverken videnskabelige fremskridt eller den form for socialt liv, vi elsker at udfolde os i, kunne eksistere. Kærlighed er på samme sæt og vis et menneskeligt og socialt fænomen, der ikke findes fysisk, men socialt.

Nu er sagen naturligvis den, at ateismen tror nok så fint på kærligheden, talrækken, demokratiet, logikken etc. og har samme lethed med at gå fra det fysiske til det sociale. Han bruger rask væk de samme redskaber til transcendent forbindelse mellem det fysiske og begrebsverdenen som den troende. I den forstand er der ingen forskel bortset fra, at det har den rene ateist næppe helt fattet.

Hume og rejsen mellem “er” og “bør”

Menneskelivet, både den enkeltes og gruppens, samfundets er en rejse i en tid, der ikke står stille. I vores civiliserede verden får vi let et billede af kontinuerlige fremskridt. Fremskridt?  Om noget er godt eller dårligt, eller ondt eller godt, det handler om værdiorientering. Hvordan noget er empirisk, er een ting. Hvordan det bør være, er en anden.  Humes centrale påstand er, at man ikke videnskabeligt kan slutte mellem  det beskrivende “er” og  det ønskende “bør”. Videnskabelige kendsgerninger kan ikke bruges til at fortælle, hvad der er politisk rigtigt eller forkert. Det kræver værdiorientering. Konstateres store forskelle i værdiorientering, kan man ikke vinde en diskussion uden, at man får den anden part til forkaste sine oprindelige værdipræmisser. Det samme gælder videnskab. Når ateister siger, de tror på videnskaben, så rejser det  to gode spørgsmål. Accepterer de dermed ukritisk de interesser, der skabte den nye videnskabelige viden?  Og hvor kommer disse interesser fra? Fra Gud?

Hume var empiricist samtidig med, at han troede på viljens frihed.  Det væsentlige bidrag til oplysningstiden og eftertiden var, at han ved at indføre sondringen mellem deskriptive og normative udsagn og disses tilsyneladende inkompabilitet påpeger han et metodisk problem, som mange ateister næppe selv ved helt, hvad de skal stille op med.

Det er næppe overraskende, at i den videnskabelige proces eller i andre af livets aspekter er drivmidlet, nysgerrigheden i sit væsen overvejende normativ (subjektiv), men byggende på den enkeltes mere eller mindre retvisende (‘objektive’) forestillinger om verdens indretning.

I samfundsvidenskaben er vi vant til at arbejde med ‘tendenser’ og forsøg på at ekstrahere en form for skrøbelig, usikker empirisk viden ud af tal, kausalmodellering og sammenstillinger. Vi er som regel ret fulde af forbehold, lige indtil vi bliver journalister. De normative og de deskriptive udsagn er vævet ind i hinanden, og derfor kan det i praksis vise sig at være noget af et pillearbejde at gendrive andre forskeres resultater; derfor bruger forskerne mere tiden på at lave deres egen forskning end at gendrive deres forskningskollegers.

Videreudviklingen af overvejelserne om relationerne mellem værdier og viden er ikke stoppet i videnskabeligt regi. Men det ser ud for mig, som om der ikke eksisterer nogen refleksioner over emnet i ateistisk argumentation.

Bag dette afsnit ligger der så den forudsætning, der må siges at skille os noget, at jeg ikke er i stand til at sondre mellem religiøs og ikke-religiøs værdiorientering. Med andre ord mener jeg, uanset hvor banalt det ellers måtte synes, at vores fælles ideer om godt og ondt har et dybt religiøst fælles indhold. Det kunne naturligvis også kaldes ‘kulturelt’. Men det er nu for mig at se ikke særlig svært at de, og når dele af sharia fordømmes af nogle af os, så skyldes det et sammenstød mellem islamiske og kristne værdier.

Det mener så PRJ ikke. Han piller sine private forestillinger om godt og ondt ud af den religiøsitet, han nægter at have, for ellers går hans regnestykke ikke op. Omvendt kunne man sige, at jeg putter dem ind i mit religiøse regnestykke, for ellers går mit ikke op. Forskellen er bare, at de forestillinger, som vores samfund bygger på, efter min opfattelse – og tilsyneladende også Arne Herløv Petersens – har en historisk oprindelse i kristendommen med dens rødder i græsk filosofi.

Vi kan indtil videre konstatere, at her ligger en del af uenighederne mellem ateister og religiøse gemt. Forskellen kan ikke afgøres sagligt, men vi kan på den baggrund vel enes om at være uenige om, hvad ‘tro’ eller ‘religiøsitet’ i det hele taget betyder. Vi har hver sit begreb, og de to kan slet ikke forenes.

Viljens frihed  (Læs i denne sammenhæng en E-bog med artikler her)

Er alting forudbestemt, eller kan vi som enkeltindivider påvirke os selv og verden, så vi kan bidrage i kraft af egen vilje til forandringer?
Mennesket er et socialt individ, der oplæres i omgang med andre mennesker. Fra babystadiet og livet igennem udsættes hvert individ på socialisering af normer. Det beskrives i sociologien og socialpsykologien.

Modellen er: Mennesket udsættes for forventninger om en bestemt adfærd, svarende til den situation, vedkommende er i.

Internalization er den proces, hvorved et individ lærer at tænke og handle på en måde, der i et socialt system er acceptabelt i forholdet til de normer og roller, der karakteriserer systemet i forvejen. Pointen i at fremhæve dette er, at for mange opleves de tanker, der dukker op i bestemte situationer, som nogle, vi selv har opfundet. Det gælder ikke bare rygmarvstænkning (=stoppe for rødt), men også andre former for adfærd, herunder i ret stor udstrækning de tanker, vi tænker, for eksempel om godt og om ondt.

Til at starte med præsenteres vi for forventninger, for eksempel i form af en instruktion, en lille anerkendelse eller en lille misbilligelse. Når vi så har fået det lært, identificerer vi os selv med normen og rollen og demonstrerer gerne dette.

Forestiller man sig som dele af den katolske kirke i middelalderen, at alting er forudbestemt, (prædestination), så efterlades ikke bare individet, men også familien, byen og samfundet i en fremstilling som værende ude af stand til at påvirke livet, selv i de aktuelle processer, vi hele tiden befinder os i. Moderne astrologi, Jehovas Vidner og nogle kristne sekter samt formentlig de dele af Islam, som sætter Guds vilje over alt andet, har en sådan total skæbnetro; det har de fleste kristne og jøder ikke.

I den anden grøft finder vi dem, der ignorerer de sociale systemers mekanismer med socialisering og internalisering. I den forestillingsverden opfinder hver enkelt individ for sig sine egne værdier og sin egen religiøsitet, hvis vedkommende vælger at ville have en. På den måde bliver ‘tro’  som helhed et totalt individualiseret anliggende, som ikke har noget med noget som helst fællesskab at gøre.

Luther kan beskyldes for mangt og meget, som vi ikke lige kan acceptere i dag. Men den ret lykkelige formulering “Den trælbundne vilje” overlader han mennesket, sognet, byen og samfundet mulighed for at udrette noget i virkeligheden. Der findes en vilje, der kan sætte sig igennem i samspillet mellem virkeligheden, dens forestillingsverdener, det politiske miljø, etc.

Jeg opfatter mig som kristen socialist, en sammenstilling, som for nogle må forekomme at være en selvmodsigelse, fordi de med Marx berømte talemåde “Religion er Opium for folket” begår lige præcis den fejltagelse, som så mange andre har gjort med ham: Med løfter om livet efter døden kan magthaverne frame folks forestillinger, så  de kan tåle de forfærdelige magthaveres voldsregimente uden at gøre oprør.

Derved overså Marx præcis den forståelse, som mange lidt afslappede ateister indrømmer blankt. Fx. Arne Herløv Petersen, FB, 16. juli 2016: Nemlig, at der er en fin overensstemmelse mellem kristendom og socialisme i værdigrundlaget.

Tilbage til den frie vilje. I det øjeblik, også venstrefløjsmenneskene falder for ideen om, at tro kun er et individuelt og aldrig et socialt anliggende, etablerer de i praksis en politisk enighed med højrefløjen i dansk politik, byggende på den tanke, trosfrihed er individets valgfrihed til at vælge tro. Denne frihedstro indebærer, at man kan prøve sig frem i et trossupermarked: Være folkekirken om søndagen , ateist om mandagen, asatroende om tirsdagen, buddhist om onsdagen, græsk-katolsk om torsdagen, muslim om fredagen og jøde om lørdagen. Men den form for valgfrihed findes ikke, for religion og tro rækker ud over det enkelte individs egne tanker og skal ses i relation til de fællesskaber, vedkommende lever i. I politisk kontekst leverer den helt urimelige og umulige idé om det af enhver social sammenhæng løsrevne , individualiserede trosvalg den centrale misforståelse, der i første omgang truer folkekirken, fordi venstreorienterethed og kristendom opleves som modsætninger, hvor de snildt kunne have været forenet.

De, der opfatter sig som ateister, kan jo enten gøre det til en livssag at bekæmpe folkekirken, eller de kan møde spørgsmålene her med et skuldertræk.

Tro er ikke noget, man vælger, men noget, ethvert menneske har. Tro er de forestillinger, enhver har om verdens skabelse, livets mening, kærligheden, om rigtigt og forkert, undervejs bærer med sig igennem livet.

Selv, når jeg ikke spørger efter folks tro, oplever jeg ret ofte, at de kommer med  en straks-bemærkning af typen “Nu er jeg ateist” – sådan bare for at deklarere noget. Det sker også, selv om der ikke direkte er blevet spurgt til det.

Det ærgrer mig, at socialisterne i den grad svigter folkekirken, fordi den trænger til, at den opfattelse af næstekærlighed, der også går under betegnelsen som ‘solidaritet’ i praksis hører hjemme der – og den er indimellem savnet.

Men det ærgrer mig allermest, at den samlede venstrefløj svækkes helt afgørende af en konflikt som den her, fordi den ikke i virkeligheden har så meget materielt stof i sig, som den lader til i første omgang at have.

Kom glad i kirke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *