Videnskab og politik: Interessen lyver aldrig, men interesseorganisationen gør

Portrætmaleri af Macchiavelli

Macchiavelli, malet af Santi di Tito

Interessen lyver aldrig

Citatet her tillægges Macchiavelli.

 

Hvad er empirisk viden, og hvad er tilfældigt sludder? Er det nok at synes et eller andet, eller er der fortsat krav om, at den politiske debat skal udvise følsomhed overfor gangbar viden? “Interessen lyver aldrig”, skrev allerede Macchiavelli. Det kan der i det politiske miljø se klart ud. De forskellige interessenter kan filtrere og fremlægge viden, så den fremstår mest attraktiv i lyset af deres interesse.

Videnskab har gennem tiderne haft det med at bringe resultater og ny viden, som ikke passer i forskellige interessenters kram.
Det har igen fået nogen til at rykke ud. Denne gang er det den stadigt mere inficerede  lobbyorganisation Landbrug og Fødevarer.

Når jeg skriver sådan, er det en vurdering. Den bygger på den kendsgerning, at det er svært at finde andet ærinde på Århus Universitet en gennem almindelig videnskabelig metode at belyse virkeligheden.

Danmarks Radio har bragt en historie om, at Århus Universitet skal være lagt på is af Landbrugsrådet, (nu “Landbrug og Fødevarer”) Den kan du læse her

Portræt af Jørgen E Olesen

Jørgen E Olesen er professor ved Århus Universitet

 

Spørgsmålet om landbrugets ret til at gøde og sprøjte mere eller mindre er gennemgået andre steder end her. At landbruget er presset af faldende priser og stor gæld, kan ingen betvivle. Fremstillingen af, hvad der sker med skaberværket, når pesticider fyldes på, når der gødes etc., ser landbruget mindre på end den kortsigtede politiske interesse. Det er for så vidt godt nok, fordi det er landmændenes interesse. Der er andre, der skal se på verden med miljøets og den globale opvarmnings øjne.  Man kan næppe forvente, at landbrugets egne organisationer og de partier, de har  søgt indflydelse hos (V, LA, DF)

Problemet opstår først og fremmest, fordi skandalen omkring regeringens håndtering af landbrugspakken viser, at regeringen ser ud til at være med på at ignorere viden. Det modspil, regeringen skulle have præsteret, udebliver. For at fremme landbrugets interesser underkender Fødevareministeriet (eller hvad det for tiden hedder) den ekspertviden. Nu er ikke alene Jørgen E Olesen, men også hele afdelinger på Århus Universitet lagt på is af “Landbrug og Fødevarer”.  Nu forholder det sig sådan, at en interesseorganisation [“Vi hjælper jo bare naturen lidt på vej”, H. O. A. Kjeldsen] kan søge sin viden, sit spin eller sin rådgivning hvor den vil. Organisationen er også i sin fulde ret til at kritisere, hvem den vil.

Jura
Det her handler om regeringen og den udøvende magts saglighedsforpligtelse.  Dermed er det også sagt, at emnet her juridisk handler om magtfordrejning.  Hvor Landbrug og Fødevarer som privat organisation kan gøre, som den vil, har regeringen pligt til at rette sig efter eksisterende lovgivning. Handler det om at etablere ny lovgivning, skal regeringens oplysninger under ministeransvar være saglige, ikke bare i den forstand, at oplysningerne skal være retvisende, men også at de skal fremdrage de aspekter, det ellers ville have været  oplagt at fortie.

Når det er regeringen, der vildleder folketinget, hører det til sjældenhederne, at det flertal, der står bag den, vil gøre rigtig alvor af truslen om at tage den yderste konsekvens.  I sagen her er det hele endt med en “næse”. Det betyder i det mindste, at et folketingsflertal har følt sig ført bag lyset, men uden at det har fået substantielle konsekvenser for lovgivningen.

Det er utilfredsstillende i sig selv.  Så kommer det næste. Regeringen kan lægge Århus Universitet på is, fordi ministeren ikke bryder sig om indholdet af den anvendte forskning, der er en del af eksistensgrundlaget for forskernes eksistens. Med andre ord kan det se ud, som om brugen af dobbelte tavshedsklausuler, mistænkeliggørelse af forskernes resultater, adgangen til at ændre i konklusioner og lignende har et slutprodukt: Kan forskerne ikke finde de præmisser et eller andet sted i den postulerede virkelighed, der passer til ministerens bestilling, kan produktet ikke bruges. Enhver vil kunne se, at i det omfang, noget sådant foregår, er det undergravende for demokratiet og tilliden til den udøvende magt. Fortsætter denne tendens, tvinges forskere mere og mere til at  misbruge deres indsats. Fra at have været frie forskere ændres deres opgave til at blive bestillingskonsulenter for en mere eller mindre beskidt regeringsførelse.

Videnskabelighed

Det er ret almindeligt at ville sondre mellem objektiv og subjektiv viden. Den fremstilling er misvisende, fordi der altid er subjektivitet med i legen. Om ikke andet, så i den (naturligvis sandhedssøgende) nysgerrighed, forskeren lader sig styre af. Han udvælger sit tema, sit emne, sin relevansvurdering, på baggrund af sit ærinde. Om han er religiøst eller politisk påvirket, gør ingen forskel.

Filosofisk set er der skrevet en del om “den logiske kløft mellem er og bør” Det startede med David Hume (se linket) og har påvirket videnskabsteorien siden. Tankegangen er bærende i oplysningsfilosofiens videnskabsbegreb. Bortset fra utilitarister er der enighed bredt om, at der er et ret stort problem. Det traditionelle eksempel er, at man næppe kan afvise videnskabelig viden, fordi den er nazistisk orienteret. I dette dilemma er der to veje.

Enten kan man nægte at godtage det subjektive udgangspunkt, for de stillede spørgsmål og ærindet kan erklæres irrelevant. Det er legitimt, og det er nemt nok, for så slipper man for at gå  ind i substansen.
Eller også må man påvise uvidenskabelighed i metoden.

Objektivitet i gammeldags forstand eksisterer næppe. Så håndfast er der ikke meget viden, der er. Videnskabelig viden er til en vis grad skrøbelig. I én forstand, den til behavioralismen hørende videnskabelige værdirelativisme, tales der om intersubjektiv overførbar viden. (læs en indgående diskussion om begrebet i linket). Før eller siden kommer vi til, at videnskabeligheden stammer fra metoden, kombineret med åbenhed om de valg, der træffes i forsøget på at erhverve ny viden. Det indebærer en form for kontrollerbarhed, så en tvivler ved at træffe de samme valg og under anvendelse af videnskabelig metode gerne skulle nå til et (omtrent) tilsvarende resultat.

Videnskab kan beskæftige sig med værdier, belyse dem eller gå ud fra dem ved at erklære dem. Det hører til traditionen at spørge i den anledning, om relativismen ikke bare opløser alt i skinbarligt vrøvl? Det mest lakoniske svar på det spørgsmål kom fra den svenske nobelpristager Gunnar Myrdal: “Virkeligheden har det med at sparke tilbage”.  Med andre ord er den virkelighed, samfundsforskningen beflitter sig med, i vid udstrækning upåvirkelig af de politiske interessenters forsøg på at fordreje den.
Denne ekskurs ender med den sørgelige konstatering, at regeringens efterspørgsel efter nyttige resultater  måske er godt i gang med at slagte dansk videnskab. Hvis det er regeringen, der lægger Jørgen E Olesen på is, så er det præcis det, der er tilfældet.

En næse er ikke nok. Regeringen bør konfronteres mere, og den sag kan ikke slutte her.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *